læge og en stor samler av naturens rariteter. Hvem er det som sir at barn ingen hukommelse har? Jeg ser det endnu for mig, dette kammer, med dets blomstrede, grønne tapet og et vakkert skilderi i farver, som forestillet, det fik jeg senere vite, Paul som bærer Virginie over vadestedet paa den Sorte Flod. I dette rum oplevet jeg merkværdige eventyr.
Jeg hadde, som sagt, en liten sprinkelseng som om dagen stod i et hjørne og som min mor hver nat satte frem paa gulvet, uten tvil for at den skulde staa nær hendes egen, hvis umaadelige omhæng fyldte mig med frygt og forundring. Det var en hel affære at bringe mig i seng. Det maatte ske med bønfaldelser, kjærtegn og taarer. Og det var ikke slut med det: jeg pleiet at undslippe i bare skjorten og hoppet omkring som en vilter kanin. Min mor fik fat i mig under en stol eller et bord og la mig tilsengs. Det var meget muntert.
Men ikke saasnart laa jeg under dynerne før en mængde personer, der var min familie fuldstændig fremmede, gav sig til at danse rundt omkring mig. De hadde næser som storkeneb, bustede barter, fremstaaende, spisse maver og ben som nogen haner. De viste sig fra siden, med et rundt øie midt i kindet, og bar paa koster og spid, gitarer og sprøiter og andre instrumenter som jeg aldrig hadde set. Stygge som de var, burde de ikke ha latt sig se; men jeg maa yde dem den retfærdighet at de sneg sig lydløst frem langs væggen og at ikke én av dem, ikke engang den mindste og siste, som hadde en blæsebelg i enden, nogensinde tok et skridt henimot min seng. En eller anden magt holdt dem tydeligvis tilbake ved væggen, som de gled hen langs uten at de syntes at være av
