– Nuvel, jeg skal si Dem det. En aften (det er meget længe siden) geraadet en liten gymnasiast i en saadan forvirring ved at se paa mig at han svarte: Oui, monsieur! da jeg spurte ham om noget. Der er ingen ytring for beundring som har smigret mig saa meget og gjort mig mere glad end dette Oui, monsieur! og maaten hvorpaa det blev sagt.
I mit tyvende aar hadde jeg en eiendommelig oplevelse. Min far hadde sendt mig til nedre Maine for at ordne et familieanliggende. Jeg reiste en eftermiddag fra den vakre lille by Ernée for i det fattige kirkesogn Saint-Jean, tre mil derifra, at besøke det nu forlatte hus som i mere end to hundrede aar gav min fædrene familie ly. Det var i begyndelsen av december. Det hadde snedd hele dagen. Veien, som snodde sig mellem to levende hækker, var paa flere steder bundløs og min hest og jeg hadde megen møie med at undgaa mudderpølene.
Men fem-seks kilometer fra Saint-Jean begyndte veien at bli bedre og tiltrods for en rasende vind som blaaste op og sneen som pisket mig i ansigtet, satte jeg hesten i galop. Trærne flygtet forbi paa begge sider av veien som uformelige skygger i natten. De var frygtelige at se paa, disse sorte trær med avhugget hode og forvredne armer, dækkede av hylder og saar. De indgød mig en egen frygt, som en følge av hvad presten ved Saint-Marcel i Ernée hadde fortalt mig
