dagen iforveien. Ett av disse lemlæstede trær, hadde presten sagt, et kastanjetræ som hadde været uten krone i over to hundrede aar og som var hul som en skorstenspipe, blev kløvet fra øverst til nederst av lynet den 24. februar 1849. Da fik man gjennem sprækken se et mandsskelet som stod helt opreist, med et gevær og en rosenkrans i haanden. Paa et ur som man fandt ved mantlens føtter, læstes navnet Claude Nozière. Denne Claude, en grandonkel av min far, var i levende live smugler og landeveisrøver. I 1794 tok han del i chouan-oprøret, under Treton, ogsaa kaldet Sølvfot. Haardt saaret, forfulgt og omringet av revolutionens soldater, gjemte han sig i dette hule træ og døde der. Hverken venner eller fiender visste hvad der var blit av ham; først et halvt aarhundrede efter sin død blev den gamle chouan bragt for dagens lys ved et lynnedslag.
Jeg tænkte paa ham mens jeg saa trærne fare forbi langs veien, og jeg skyndet paa hesten. Det var mørk nat da jeg kom til Saint-Jean.
Jeg gik ind i gjestgiveriet, hvis skilt skrek uhyggelig i stormen og mørket. Og efterat jeg selv hadde ført hesten til stalden, gik jeg ind i peisestuen og kastet mig i en gammel lænestol ved kaminilden. Mens jeg sat og varmet mig, fik jeg i ildsskjæret se min vertindes ansigt. Hun var gammel og hæslig at se til. Ansigtet var allerede som dækket av jord, og man saa kun en avgnaget næse og to døde øine under blodsprængte laag. Hun iagttok mig mistroisk, fremmed som jeg var. For at berolige hende sa jeg mit navn, som hun vel maatte kjende. Hun rystet paa hodet og svarte at der var ingen Nozière tilbake mere. Hun gik allikevel med paa
