at lave aftensmat til mig. Hun kastet et fang ved paa gruen og gik ut.
Jeg var nedslaat og træt og plagedes av en uutsigelig angst. Dystre, grusomme billeder drog forbi i min hjerne. Jeg slumret et øieblik ind; men jeg hørte fremdeles i halvsøvne vindens ulen ned gjennem skorstenen, mens vindstøtene feiet ildstedets aske henover mine ridestøvler.
Da jeg nogen minutter senere igjen slog øinene op, saa jeg noget som jeg aldrig skal glemme. Jeg saa tydelig paa den hvite, kalkede væg bakerst i rummet en urørlig skygge; det var skyggen av en ung pike. Ansigtslinjen var saa bløt, saa ren og saa fuld av ynde at da jeg fik se den, følte jeg al min træthet og al min tristhet svinde hen i en følelse av deilig forundring.
Jeg betragtet hende, forekommer det mig, i et minut; det kan dog være at min henrykkelse varte længere eller kortere, for jeg har intet middel til at bestemme dens virkelige varighet. Saa vendte jeg hodet for at se hende som kastet en saa vakker skygge. Der var ingen i rummet... ingen anden end den gamle gjestgiverkone som holdt paa at lægge en hvit duk paa bordet.
Jeg saa atter paa væggen: skyggen var der ikke mere.
Da følte jeg mit hjerte noget som lignet en kjærlighetssorg, og det tap jeg hadde lidt, gjorde mig ulykkelig.
Jeg tænkte mig om nogen sekunder, med fuldstændig klart hode, saa sa jeg:
– Hør, mor! hvem var det som var herinde nu netop?