Vertinden blev meget forbauset og svarte at hun ikke hadde set nogen.
Jeg sprang til døren. Sneen faldt tæt og dækket jorden, og der var intet fotefar at se.
– Mor! er De sikker paa at der ikke er nogen kvinde i huset?
Hun svarte at der ikke var nogen anden end hende.
– Men skyggen? utbrøt jeg.
Hun tidde.
Da søkte jeg efter fysikens nøiagtigste regler at bestemme det legemes plass hvis skygge jeg hadde set og idet jeg pekte paa denne plass, sa jeg:
– Hun var der, just der! det forsikrer jeg...
Den gamle kom nærmere med et talglys i haanden og fæstet sine forfærdelige blikløse øine paa mig, saa sa hun:
– Nu skjønner jeg at De ikke narrer mig og at De virkelig er en Nozière. De skulde ikke være søn til Jean, doktoren i Paris? Jeg kjendte hans onkel, René. Han saa ogsaa en kvinde som ingen anden saa. Det er nok en revselse fra Gud over hele familien for smugleren Claude's synd, han som forliste sin sjæl med bakerens kone.
– Mener De Claude som man fandt skelettet av i en hul træstamme, sammen med et gevær og en rosenkrans?
– Min unge herre, rosenkransen var ham ikke til nogen nytte. Han hadde fordømt sig selv for en kvindes skyld.
Den gamle sa ikke mere. Jeg kunde knapt smake paa brødet, eggene, flesket og cideren som hun satte frem for mig. Mine øine vendte sig ustanselig mot væggen hvor jeg hadde set skyggen. Aa, jeg hadde
