gjorde hun klokt i! Nu er hendes veløvede, følsomme mund det beste middel til erkjendelse som hun endnu har til raadighet. Hun gjør ret i at bruke det. Jeg forsikrer dig at din datter er visdommen selv. Ja, hun vilde ha puttet hanen i munden; men hun vilde ha puttet den i munden som noget vakkert og ikke som noget nærende. Merk at denne vane som findes i gjerning hos de smaa barn, forblir i billede i de voksnes sprog. Vi taler om at finde smag i et digt, i et maleri, i en opera.
Mens jeg gav uttryk for disse uholdbare tanker, som den filosofiske verden allikevel vilde godta hvis de var fremsat i et uforstaaelig sprog, slog Susanna til tallerkenen med knytnæverne, kloret den med neglene, talte til den (og med hvilken vakker, gaadefuld pludren!), og vendte paa den med voldsomme ryk.
Hun la ikke megen behændighet for dagen, langt derifra! og hendes bevægelser manglet nøiagtighet. Men en bevægelse, hvor enkel den synes, er meget vanskelig at utføre naar den ikke er vanemæssig. Og hvilke vaner kan man vel ha naar man er tre maaneder og tyve dage gammel? Tænk paa hvilken mængde nerver, ben og muskler som maa styres bare for at løfte lillefingeren. At lede alle traadene til Thomas Holden's marionetter er bare barnelek i sammenligning. Darwin, som er en skarpsindig iagttager, forundret sig over at de smaa barn kunde le og graate. Han skrev en tyk bok om hvorledes de bar sig ad. Vi eier ikke medlidenhet, »Vi videnskapsmænd«, som Zola sir.
Men jeg er lykkeligvis ikke en saa stor videnskapsmand som Zola. Jeg er overfladisk. Jeg foretar ikke eksperimenter med Susanna, jeg nøier mig med
