farver søkt at efterligne tingenes former. Hvormange tusen aarhundreder er der ikke siden han døde, den brave huleboer som efter naturen indridset en mammut i en elfenbensplate! Er det noget under at de efter saa mange og saa lange anstrengelser i efterligningens kunster er kommet dithen at de bedaarer en liten skapning paa tre maaneder og tyve dage! Det ydre skin! Hvem lar sig ikke narre av det? Gaar selv videnskapen, med hvis lov man fylder vore øren, utover det som synes? Hvad er det professor Robin finder paa bunden av sit mikroskop? Skin og lutter skin. »Vi tumles forfængelig om av løgn og bedrag«, sa Euripides...
Jeg talte saaledes, og skulde netop til at kommentere Euripides' vers; og jeg vilde i det uten tvil ha fundet dypsindige meninger som urtehandlerskens søn aldrig hadde tænkt paa. Men omgivelserne blev med en gang uskikkede til filosofiske funderinger; ti da det ikke lykkedes Susanna at løsne hanen fra tallerkenen, henfaldt hun til et vildt raseri. Hun blev rød som en pæon, spilet næseborene ut paa kaffervis, og skjøt kinderne op under øinene og øienbrynene høit op i panden. Denne pande, som saa pludselig var blit blodsprængt og oprørt og fuld av buler, indsøk og dype, krydsende furer, lignet en vulkansk mark. Munden spærredes op helt til ørene, og vildmandshyl trængte ut mellem gummerne.
– Ser man det! utbrøt jeg. Det er lidenskapernes utbrud!, Man skal ikke tale ondt om lidenskaperne. Alt hvad der gjøres av stort paa denne jord, gjøres ved dem. Og her kan man se ett av deres glimt gjøre et ganske litet spædbarn næsten likesaa skrækindjagende som en kinesisk avgud. Min datter, jeg
