Men for ikke at indrømme det har hun flere grunder som jeg opdager endnu bedre end hun selv vilde gjøre.
Hun vil høre sagt atter og atter at hendes lille barn er vakkert. Hvis hun selv sa det, vilde hun synes at hun støtte an mot velanstændigheten og at hun ikke viste den fornødne finfølelse. Hun vilde især være ræd for at krænke en eller anden usynlig, dunkel magt som hun ikke kjender, men som hun føler er tilstede derhenne i skyggen, færdig til at straffe hoffærdige mødre i deres smaa barn.
Og hvilket lykkelig menneske vilde ikke ræddes for dette spøkelse som saa sikkert er skjult mellem kammerets gardiner? Hvem vilde, naar han om aftenen trykket sin hustru og sit barn i sine armer, vove at si i dette usynlige uhyres nærvær: »Mine kjære, hvilken del har ikke vi faat av glæden og skjønheten?« Derfor sir jeg til min hustru:
– Du har ret, kjære veninde, du har altid ret. Lykken hviler her, under dette ringe tak. Tys! la os være stille: den kunde flyve bort. De ateniensiske mødre frygtet Nemesis, denne stedse nærværende, aldrig synlige gudinde om hvem de ikke visste andet end at hun var gudernes nid, ak! Nemesis, hvis finger overalt, til enhver stund merkedes i dette hverdagslige og gaadefulde som kaldes ulykkestilfældet. De ateniensiske mødre!... Jeg liker at tænke mig en av dem vugge sit spædbarn, der er nøkent som en ung gud, isøvn til cikadernes summen under laurbærtræet, ved foten av det huslige alter.
»Jeg forestiller mig at hun het Lysilla, at hun frygtet Nemesis som du vilde frygte hende, min veninde, og at hun, som du, saa langt fra at ville ydmyge
