Et gjennemsigtig tusmørke hyllet akasiaens fine krone, og vi saa dens nedfaldne blomster danne hvite fonner i gaardsrummet. Hunden sov med forbenene utenfor hundehuset. I det fjerne badet jorden i himmelens blaa. Vi var alle tause.
Da løftet Susanna i stilheten, i nattens ærværdige stilhet, sin arm saa høit som det var hende mulig og med spissen av sin finger, som hun aldrig helt kan strække ut, pekte hun paa en stjerne. Denne finger, som er av en vidunderlig litenhet, bøiet sig fra tid til anden som for at kalde.
Og Susanna talte til stjernen!
Det som hun sa bestod ikke av ord. Det var en dunkel og fortryllende tale, en underlig sang, noget uendelig liflig og gaadefuldt, kort sagt det som maa til for at uttrykke et barns sjæl naar en stjerne speiler sig i den.
– Hun er rar, den lille, sa hendes mor og kysset hende.
Igaar gik jeg med Susanna paa Guignol. Vi fandt begge megen fornøielse deri; det er et teater som ligger indenfor vor fatteevne. Om jeg var teaterskribent, vilde jeg skrive for marionetterne. Jeg vet ikke om jeg har talent nok til det; opgaven vilde ihvertfald ikke skræmme mig altfor meget. Men jeg vilde aldrig vove at forme sætninger for de store og skjønne skuespillerinders velskolerte læber. Desuten er teatret, saaledes som de voksne forstaar det, noget altfor
