sammensat for mig. Jeg begriper ingenting av de velspundne intriger. Hele min kunst vilde bestaa i at male lidenskaperne, og jeg vilde vælge de enkleste. Det vilde ikke due til noget paa Gymnase, Vaudeville eller Comédie Française ; men det vilde være ypperlig for Guignol.
Ja for der er lidenskaperne enkle og sterke. Stokken er deres sædvanlige redskap. Det er utvilsomt at en stok er av stor komisk virkning. Stykket erhverver ved dette uttryksmiddel en beundringsværdig kraft; det løper med raske skridt hen mot det »store, endelige hurlumhej«. Saaledes betegner Lyoneserne, hos hvem Guignol-figuren blev skapt, det almindelige haandgemæng som ender alle stykker paa repertoiret. Der er noget evig bestandig og uundgaaelig ved dette »store hurlumhej!« Det er den 10. august, det er den 9. thermidor, det er Waterloo!
Som sagt gik jeg med Susanna paa Guignol igaar. Stykket som blev opført hadde visselig sine mangler; jeg fandt det paa flere steder uklart; men det kan allikevel ikke andet end behage en grublende sjæl, for det gir meget at tænke paa. Saavidt jeg skjønte det, var det filosofisk; karaktererne i det var sande og handlingen kraftig. Jeg skal fortælle Eder det saadan som jeg forstod det.
Da tæppet gik op, saa vi Guignol selv komme frem. Jeg kjendte ham igjen; det var ganske rigtig ham. Hans brede, fredfulde ansigt bar merker av de gamle stokkeslag som hadde gjort hans næse flat uten at forandre den elskværdige troskyldighet i hans blik og i hans smil.
Han gik hverken med sirsblusen eller bomuldsluen som Lyoneserne i 1815 ved Brotteaux-alléen ikke
