kunde se paa uten at le. Men om nogen gjenlevende av de smaagutter som ved Rhônens bredder samtidig hadde set Guignol og Napoleon, i sin alderdoms dage var kommet og hadde tat plass med os paa Champs-Elysées, vilde han ha gjenkjendt sin kjære marionets berømte haarpisk, den lille stjert som svinser saa skøieragtig paa Guignol's nakke. Den øvrige paaklædning, grøn kjole og sort admiralshat, var i den gamle parisiske tradition som gjør Guignol til enslags lakei.
Guignol saa paa os med sine store øine, og jeg blev med en gang vundet av hans oprigtige, frække mine og denne aabenbare sjælens enfold som forlener lasten med en viss uskyld. Det var ganske rigtig i sind og skind den Guignol som den gode Mourguet fra Lyon indblaaste med et saa fantastisk liv. Det synes mig endnu som jeg hører ham svare sin husvert, hr. Canezou, der bebreidet ham for at »slaa i nogen skrøner som var til at sovne av«.
– De har ganske ret: la os gaa og lægge os.
Vor Guignol hadde endnu intet sagt; hans lille stjert svinset paa hans nakke. Man lo allerede.
Hans søn Gringalet kom bort til ham og gav ham med medfødt anstand en kraftig skalle i maven. Publikum tok ham det ikke ilde op; tvertimot, det brast i latter. En saadan begyndelse er den høieste kunst. Og hvis I ikke vet hvorfor denne dristighet gjør lykke, skal jeg si Eder det: Guignol er lakei og bærer livré. Hans søn Gringalet gaar med busserul; han tjener ingen og tjener ikke til noget. Denne overlegenhet tillater ham at prygle sin far uten at overskride grænserne for det passende.
Dette forstod frøken Susanna fuldkommen vel, og hendes venskap for Gringalet led ikke derved. Grin-
