Jeg liker dette svar. Jeg ser i Guignol en vismand som har erkjendt alle tings forfængelighet og som længes til hvilen som det eneste gode efter livets syndige eller golde slit. Men frøken Susanna anser ham for en døgenigt som sover naar han ikke skal og som derfor ved egen skyld gaar glip av de kostbarheter som han var kommet for at søke, store kostbarheter kanhænde: kaker, silkebaand og blomster. Hun roser Gringalet for hans iver efter at vinde disse pragtfulde skatter.
Prøvelserne er, som sagt, frygtelige. De maa kjæmpe med en krokodille og dræpe djævelen. Jeg sir til Susanna:
– Mamsel Suzon, der kommer djævelen!
Hun svarer mig:
– Han der, det er jo en neger!
Dette svar, som er præget av rationalisme, gjør mig fortvilet. Men jeg, som vet hvad jeg skal tro, bivaaner med interesse kampen mellem djævelen og Gringalet. En forfærdelig kamp som ender med djævelens død. Gringalet har dræpt djævelen!
Oprigtig talt, det hører ikke til det beste han har gjort, og jeg forstaar at mere ideelt anlagte tilskuere end mamsel Suzon forblir kjølige og til og med en smule forskrækkede. Naar djævelen er død, kan man si synden farvel! Kanhænde vil skjønheten, denne djævelens bundsforvandt, vandre heden med ham! Kanhænde faar vi ikke mere se blomsterne man beruses av og øinene man dør av. Hvad skal der saa bli av os paa denne jord? Vil vi ikke engang ha den utvei tilbake at være dydige? Jeg tviler paa det. Gringalet har ikke nok betænkt at det onde er nødvendig for det gode, som skyggen for lyset; at
