I kjendte doktor Trévière. I husker hans brede, aapne og lyse ansigt og hans vakre, blaaøiede blik. Han hadde en stor kirurgs haand og sind. Man beundret hans aandsnærværelse i vanskelige situationer. En dag mens han i studenternes nærvær foretok en operation, faldt den halvt opererte patient hen i den yderste avmagt. Kropsvarmen svandt, cirkulationen ophørte; manden holdt paa at dø. Da grep Trévière ham i begge armer, bryst mot bryst, og rystet med en bryters kraft det blødende, lemlæstede legeme. Saa tok han igjen sin operationskniv og haandterte den med den forsigtige dristighet som var ham egen. Blodomløpet var igjen bragt i virksomhet, og manden var reddet.
Naar han tok sit hvite forklæde av, blev Trévière paany den troskyldige, godmodige mand. Alle likte hans hjertelige latter. Nogen maaneder efter den operation som jeg netop har omtalt, kom han, mens han prøvet en kniv, til at tilføie sig et stik, som han ikke la noget bret paa, men der gik blodforgiftning i saaret og han døde to dage efter, i en alder av seks og
