De blev hilset velkommen under spekeskinkerne som hang under taket i den tilrøkede stue. Mor Trévière, som sat sammenkrøpet ved gruen uten at slippe stekepanden av hænderne, saa med mistroiske øine paa pariserinden og hendes barnepike. Men hun fandt den lille svært søt og sin far op av dage. Den brave far Trévière, der han sat mager og stiv i sin tykke trøie, var meget glad over at se sin sønnesøn André.
Man var endda ikke færdig med at spise aften, og André kysset allerede stormende sin bestepapa, hvis hake stak og stak. Saa kløv han like frem op paa gamlingens knæ, satte næven i kindet paa ham og spurte hvorfor det var hult.
– Fordi jeg har mistet tænderne.
– Hvorfor har du mistet tænderne?
– Fordi de var blit sorte, saa jeg saadde dem i akeren for at se om der ikke kunde vokse hvite op.
Og André lo av hjertens lyst. Bestefars kinder, det var noget ganske andet end mors, det!
Man hadde git pariserinden og den lille stasværelset, hvor bryllupssengen stod som de brave folk bare hadde ligget en gang i, og eketræsskapet som var proppet med dækketøi og linned og forsvarlig laast. Den lille seng som før i tiden hadde været brukt til husets barn, var blit tat ned av loftet til sønnesønnen. Man hadde sat den i det luneste hjørne, under en hylde med syltetøiskrukker. Fru Trévière gjorde som den ordenskvinde hun var, fem og tyve runder paa det knirkende plankegulv. Men hun opdaget til sin sorg at der ingen klædeshænger var.
Væggene og bjelketaket var hvitkalkede. Fru Trévière fæstet sig ikke ved de farvelagte skilderier som
