er nær ved at ønske at hendes lille gut, som hun var saa stolt av, lignet bakerens lille som hun hver dag ser utenfor butiken, og som har et bredt, flatt ansigt, blaa, uttryksløse øine, en mund som forsvinder under kinderne og et uttryk av idiotisk velvære.
Han gir ingen grund til ængstelse! Pierre derimot skifter farve hvert øieblik; hans smaa hænder er brændende hete, og han sover urolig i sin vugge.
Lægen liker hellere ikke videre at vor lille ven ser saa meget paa billeder. Han anbefaler rolige indtryk.
Han sir:
– Opdrag ham som en liten hund. Det er da ikke vanskelig.
Heri tar han feil; det er tvertimot meget vanskelig. Doktoren har ingen anelse om sjælelivet hos en liten gut paa ni og tyve maaneder. Og er forresten doktoren viss paa at alle smaa hunder vokser op under rolige indtryk. Jeg har kjendt én som, da han var omtrent seks uker, laa og drømte hele natten og som i søvne gik over fra latter til graat med sørgelig hurtighet. Han fyldte mit værelse med alle uttryk for de mest usammenhængende stemninger. Er det ro?
Nei! Derfor gik det det lille dyr som det gik Pierre: det magret av. Det levet allikevel. Pierre har ogsaa i sig spiren til et rikt liv. Han er ikke angrepet i noget ædelt organ. Men man skulde ønske at han var mindre mager og mindre blek.
Paris passer daarlig for denne lille pariser. Ikke for det at han vantrives der. Tvertimot, han morer sig kun altfor godt; han fængsles der av altfor mange former og farver og bevægelser; han har altfor meget at føle og forstaa, og han blir træt.
