soldater i mængdevis. Og julemorgen stod hans mor i morgenkjole med nedsunkne hænder foran kaminen og saa mistænksomt paa alle disse grinende leketøisfigurer.
– Det vil hidse ham endnu mere op, sa hun til sig selv. Der er for mange av dem!
Og sagte og forsigtig for ikke at vække Pierre, samlet hun op i fanget sprællemanden som saa hende ond ut, soldaterne som hun var ræd for, da hun ansaa dem istand til senere at lokke hendes søn ut i kamp og slag; hun tok endog den snille røde hest, og gik paa taaspissen hen og gjemte alle disse leker i sit klædesskap.
Da hun i kaminen ikke hadde levnet andet end en umalet trææske, rigtig en fattigmandsgave, en Noas ark til ni og tredive skilling, gik hun hen og satte sig ved den lille seng hvor hendes søn laa og sov. Hun var kvinde, og det lille anstrøk av bedrag som hendes gode gjerning hadde, fik hende til at smile. Men da hun saa barnets blaa øienlaag, tænkte hun paany:
– Det er forfærdelig at vi ikke kan faa ham til at spise!
Da lille Pierre saavidt var paaklædt, aapnet han æsken og fik se sauerne, kjørne, hestene, trærne, nogen friserte trær. Det var snarere en bondegaard end en Noas ark.
Han saa bondemanden og bondekonen. Bondenianden bar en ljaa og bondekonen en rive. De skulde paa jordet og slaa hø; men det saa ikke ut som de gik. Bondekonen var klædt i rød kjole og straahat. Pierre gav hende kys paa kys, og hun farvet av paa hans kind. Han saa huset: det var litet,
