– Onkel Bog, du er gammel og du er styg; men jeg holder av dig allikevel, og du maa holde av mig. Bog grep pennen; men da han efter nogen tankeanstrengelse maatte erkjende at han ikke saa svært ung ut og at han aldrig hadde været egentlig smuk, nedskrev han ikke barnets ord. Men han spurte:
– Hvorfor skal jeg holde av dig, Jessy?
– Fordi jeg er liten.
»Er det sandt, spurte Bog sig selv, er det sandt at man skal holde av smaabarn? det kan gjerne være; for det er sikkert at de har høilig behov for at man holder av dem. Det kan undskylde mødrenes vanlige vildfarelse naar de gir sine smaa sin melk og sin kjærlighet. Det er et kapitel i mit verk som jeg maa se igjennem paany.
Paa sin fødselsdags morgen, da doktoren traadte ind i det rum hvor hans bøker og hans papirer var og som han kaldte sit bibliotek, kjendte han en deilig duft og fik øie paa en krukke med nelliker i vinduskarmen.
Der var tre blomster, tre skarlagensrøde blomster som kjærtegnedes saa muntert av lyset. Og alt smilte i det lærde rum; den gamle lænestol med det vævede træk, det store nøttetræs skrivebord; folianternes gammeldagse rygger smilte i sit rødgule kalveskind, i sit pergament og i sit svinelær. Bogus, der var indtørret som de, gav sig som de til at smile. Jessy kysset ham og sa:
– Se, onkel Bog, se: her er himmelen (og hun pekte gjennem de blyindfattede ruter ut mot den lette blaa luft); og her længere nede er jorden med alle blomsterne (og hun pekte paa nellikkrukken; og de tykke sorte bøker herunder, det er helvede.
