Disse tykke sorte bøker var netop de ti bind om de Menneskelige vildfarelser som var stillet op i vindusnisjen. Denne Jessy's vildfarelse mindet doktoren om hans verk som han i nogen tid hadde forsømt for at gaa omkring paa gater og i parker med sin søsterdatter. Barnet pleiet at opdage tusen elskelige ting og bragte paa samme tid Bogus til at opdage dem, han som i hele sit liv næsten ikke hadde stukket næsen utenfor døren. Han slog paany op i sine manuskripter, men han kjendte sig ikke længere igjen i sit verk, hvor der hverken fandtes nogen blomster eller nogen Jessy.
Lykkeligvis kom filosofien ham til hjælp, idet den indgav ham den transcendente tanke at Jessy ikke var god for noget. Han klamret sig saa meget fastere til denne sandhet som den var uundværlig for hans verks sammenhæng.
En dag mens han grublet over dette spørsmaal, kom han over Jessy som sat i biblioteket foran vinduet hvor nellikerne stod, ifærd med at træde i en naal. Han spurte hende hvad hun tænkte at sy : Jessy svarte:
– Vet du da ikke, onkel Bog, at svalerne er reist? Det visste ikke Bogus noget om, da der intet stod at læse om det hverken hos Plinius eller hos Avicenna. Jessy fortsatte:
– Det var Kat som sa mig igaar...
– Kat? utbrøt Bogus, barnet mener den dydsirede Clausentina!
– Kat sa igaar: »Svalerne er iaar reist tidligere end de pleier; det spaar en tidlig og streng vinter«. Det sa Kat. Og desuten har jeg set mor i hvit kjole, med straalekrans om haaret; men hun hadde ingen
