drukner i dem. Ingen vakre former længere, ingen ædle tanker, ingen kunst, ingen smag, intet menneskelig. Ene og alene kemiske reaktioner og fysiologiske tilstande.
Igaar blev jeg vist en barnebok som het Industriens vidundere.
Om ti aar er vi alle elektrikere.
Hr. Louis Figuier, som dog er en brav mand, gaar ut av sit gode skind bare ved tanken paa at de franske smaagutter og smaapiker endnu kan kjende til Askepot. Han har skrevet et forord utelukkende for at be forældre om at ta fra sine barn Perrault's Eventyr og gi dem hans ven doktor Ludovicus Ficus' verker i stedet. – Luk den bok, frøken Jeanne værsaagod og glem »den blaa fugl som har himmelens lét«, som du fandt saa elskelig og som fik dig til at graate, og sæt dig hurtig ind i æterisationen, Det vilde være smukt om du endnu ikke syv aar gammel hadde opgjort dig en mening om kvælstofoksydulets anæstesiske virkninger! – Hr. Louis Figuier har opdaget at feerne er opdigtede væsener. Derfor kan han ikke fordrage at man snakker til barn om dem. Han snakker med dem om guano, som intet opdigtet har ved sig. – Nuvel, kjære doktor, féerne er netop til fordi de er opdigtede. De lever i de friske, barnlige indbildninger som er naturlig mottagelige for de folkelige sagns evig unge poesi.
Den mindste lille bok som vækker en poetisk tanke, som fremkalder en vakker stemning, som, med ett ord, griper sjælen, er for barndommen og ungdommen uendelig kosteligere end alle Eders bøker om maskiner og apparater. Baade store og smaa barn har trang til eventyr,
