lille Rødbætte bort fra barnekammeret og føre hende til Videnskapsselskapet! Skulde man ha hørt maken!
Jeg trodde at nutidens lærde var mere kræsne; men jeg ser at I er godslige folk som ikke ringeagter meningsløse og barnagtige skrøner.
Eventyrene er meningsløse og barnagtige; det er visst. Men jeg har meget ondt for at indrømme det, for jeg synes de er saa vakre.
Indrøm det, kjære kusine, indrøm det uten frygt. Iliaden er ogsaa barnagtig, og den er det skjønneste digt man kan læse. Den reneste poesi er den som er skapt av de barnslige folk. Folkene er som nattergalen i visen: de synger smukt saa længe de er lette om hjertet. Naar de ældes, blir de lærde, alvorlige og bekymrede, og deres beste digtere er ikke længere andet end pragtfulde frasemakere. Fortællingen om Tornerose er visselig barnagtig. Det er netop derfor den ligner en sang av Odysséen. Hin skjønne enfold, hin barneaarenes guddommelige uvidenhet som man ikke finder igjen i de klassiske tidsaldres litterære frembringelser, staar endnu i duftende blomst i de folkelige sanger og sagn. La os som Octave skynde os med at tilføie at disse fortællinger er meningsløse. Hvis de ikke var meningsløse, vilde de ikke være fortryllende. Merk Eder vel at de meningsløse ting er de eneste som tiltrækker, er de eneste som er skjønne, de eneste som gir livet ynde og som hindrer
