nesker, hester, kvinder, fisker og fugler. Swedenborg, som var begavet med fantasi, beskriver planeternes beboere, Marsboerne, Venusboerne og Saturnboerne. Han gir dem ikke en eneste egenskap som ikke findes paa jorden; men han føier disse egenskaper sammen paa den mest forrykte maate; han taler hele tiden i vildelse. Se derimot hvad en enfoldig fantasi gjør: Homer, eller rettere sagt den ukjendte rapsode, lar en ung kvinde stige op av det hvite hav »som en sky«. Hun taler, hun jamrer sig med en himmelsk ro! »Ak, mit barn, sir hun, hvorfor har jeg fostret dig... Jeg fødte dig i mit hus til en ussel skjæbne. Men jeg vil gaa til den sneklædte Olymp... Jeg vil gaa til Zeus' kobberborg, jeg vil omfavne hans knær, og jeg tror at han vil la sig bøie«. Hun taler, det er Tetis, hun er gudinde. Naturen gav kvinden, havet og skyen; digteren forenet dem. Al poesi, alt trylleri ligger i saadanne lykkelige sammenstillinger. Se en maanestraale lister sig ned gjennem det dunkle løv og hen over birkernes sølvhvite bark. Straalen skjælver, det er ingen straale, det er en fés hvite klædning. De barn som faar se den, vil flygte bort, grepet av en vidunderlig skræk. Saaledes fødtes féerne og guderne. Der er ikke i den overnaturlige verden et atom som ikke findes i den naturlige verden.
Du blander jo Homers gudinder sammen med Perrault's féer!
De ene som de andre er av samme ophav og av samme natur. Disse mægtige konger og høviske
