prinser, disse prinsesser der er skjønne som dagen, disse trold som morer og skræmmer de smaa, var fordum guder og gudinder og fyldte menneskehetens barndom med glæde eller rædsel. Tommeliten, Askepot og Ridder Blaaskjæg er gamle, ærværdige fortællinger, som kommer til os langt, langt borte fra.
Hvorfra?
Hvad vet jeg om det? Man har villet, man vil endnu bevise at de stammer fra Baktrien; man mener at de er opfundet under dette ugjestmilde lands terebinter av hellenernes, latinernes, kelternes og germanernes omvankende forfædre. Denne teori er blit knæsat og forsvaret av lærde mænd som, om de tar feil, i det mindste ikke tar feil med letfærdighet. Og der skal et godt hode til med videnskabelig strenghet at bygge op forvirrede hjernespind. En polyglot alene kan tale over sig paa tyve sprog. De lærde mænd som jeg nævnte, taler aldrig over sig. Men visse kjendsgjerninger vedrørende de eventyr, fabler og legender som de holder for indogermanske, sætter dem i en uløselig klemme. Naar de har svedet for at bevise at Askepot kommer fra Baktrien og at fortællingen om Mikkel Ræv er særegen for den jafetiske race, saa finder nogen reisende Mikkel Ræv igjen hos zulukafferne og Askepot hos papuanegrene. Deres teori lider grusomt derved. Men teorierne blir kun avlet og sat i verden for at lide formedelst de kjendsgjerninger som skal passes ind i dem, for at søndervrides i alle sine led, for at svulme op og tilslut briste som ballonger. Det er allikevel noksaa sandsynlig
