blit fulgt næsten i al1e lande, og vi eier nu skandinaviske, danske, flamske, russiske, engelske, italienske, zuluanske eventyrsamlinger. Naar man læser disse eventyr av saa forskjellig oprindelse, lægger man med forbauselse merke til at de alle, eller næsten alle, kan føres tilbake til nogen ganske faa urformer. Det og det skandinaviske eventyr synes kopieret efter det og det franske eventyr som igjen gjengir hovedtrækkene fra et italiensk eventyr. Nu er det umulig at tænke sig at disse likheter skyldes en række gjentagne laan fra folk til folk. Man har da formodet, som jeg nyss sa, at folkeslagene eiet disse fortællinger før de skiltes ad, og at de opfandt dem i urolds tid under sin hvile i den fælles vugge. Men da man ikke har hørt tale om nogen trakt eller nogen tidsalder i hvilken zulukaffere, papuanegre og hinduer beitet sine okser i fællesskap, maa man tro at menneskeaandens opfindsomhet i dens barndom overalt er den samme, at de samme syn har avlet de samme indtryk i alle primitive hjerner, og at menneskene som i like grad var underkastet sult, kjærlighet og frygt og har himmelen over hodet og jorden under føtterne, alle har uttænkt de samme smaa dramaer for at gjøre sig rede for naturen og skjæbnen.
Ammestuefortællingerne var i sin oprindelse intet mindre end billeder av livet og verden, egnede til at tilfredsstille meget barnslige væsener. Disse billeder tok næsten like former i de hvite, de gule og de sorte menneskers hjerner.
Med denne reservation tror jeg vi gjør best i at holde os til den indogermanske overlevering og gaa tilbake til vore stamfædre i Baktrien uten at bekymre os om de øvrige menneskeracer.
