taglet ut av stolene, jeg utvidet hullene i tapetet, jeg rev av gardinfrynserne, jeg vet ikke alt jeg fandt paa. Kjedsomheten er en forfærdelig ting. Tilslut kunde jeg ikke holde det ut længer, jeg listet mig lydløst hen til døren som førte ind til værelset med porcelænsfigurerne, og jeg løftet haanden for at naa dørklinken. Jeg visste godt at det jeg gjorde var paatrængende og stygt, men det fik mig paa et vis til at føle mig stolt.
Jeg aapnet døren og jeg saa damen i hvitt staa foran kaminen. Herren laa paa knæ for hendes føtter og holdt armene vidt aapne som for at gripe hende. Han var rød som en hanekam; øinene stod paa stilk i hodet paa ham. Er det mening i at sætte sig i en saadan tilstand?
– Hold op, min herre, sa damen i hvitt som var rødere end hun pleiet og saa meget rystet ut. Hold op, siden De sir at De elsker mig; hold op ... og faa mig ikke til at angre at...
Og det saa ut som hun var ræd ham og som hendes kræfter holdt paa at svigte hende.
Han reiste sig hurtig op da han saa mig, og jeg tror at han et øieblik tænkte paa at kaste mig ut av vinduet. Men hun trykket mig i sine armer og kaldte mig sin kjære gut, istedenfor at skjænde paa mig som jeg hadde ventet.
Hun bar mig bort til sofaen og graat længe og mildt ved mit kind. Vi var alene. Jeg sa til hende for at trøste hende at herren med kindskjægget var en slem mand og at hun ikke vilde ha hat noget at være bedrøvet over om hun hadde været alene med mig, som vi var blit enige om. Men allikevel syntes jeg at de voksne undertiden var noksaa besynderlige.
