cikaderne hverken hadde kjød eller blod, sat og snakket i peiskroken under den tilrøkede takbjelke og underholdt smaabarnene i huset med de lange beretninger som fik dem til at se tusen ting? Og den folkelige poesi, markernes, skogenes og kildernes poesi fløt frisk fra den tandløse gamles læber,
– – – lik de klare, rene vande
som vælder tvangløst frem av jordens kilder.
Paa forfædrenes væv, paa den gamle indiske rending, broderte Gaasemor kjendte billeder: slottet og de tykke taarne, den straatækte hytte, de frugtbare marker, den dunkle skog og de skjønne kvinder, féerne som var landsbyboerne saa velkjendte og som Jeanne d'Arc vilde ha kunnet se om aftenerne ved kildens bred under det store kastanjetræ... Naa, kusine, har jeg saa fordærvet eventyrene for dig?
Fortsæt bare, jeg er lutter øre.
Hvad mig angaar, hvis jeg hadde at vælge, vilde jeg gjerne gi et helt bibliotek av filosofer hvis jeg bare fik beholde Æselskind. I hele vor litteratur er det bare La Fontaine der som Gaasemor har følt hjemstavnens charme, landlivets sterke, dype poesi. Men tillat mig at samle i en bundt nogen vigtige iagttagelser som ikke maa spredes omkring i samtalens springende løp. De første sprog var helt og holdent i billeder og gav alt det liv som de gav navn. De begavet himmellegemerne, skyerne – »de himmelske kjør« –, lyset, vindene, morgenrøden med
