misfostre; jeg hadde ogsaa en sprællemand som slog ut med armene og lugtet av maling; jeg maa i de dage ha hat en livlig fantasi, ti denne sprællemand og denne sau var for mig de vekslende personer i tusen forunderlige skuespil. Naar der hændte sauen eller sprællemanden noget rigtig besynderlig, meddelte jeg det til min mor. Altid forgjæves. Det maa bemerkes at voksne mennesker aldrig helt forstaar hvad smaa barn forklarer dem. Min mor var adspredt. Hun hørte ikke paa mig med tilstrækkelig opmerksomhet. Det var hendes store feil. Men hun hadde en maate at se paa mig og kalde mig »lille tosken« paa som gjorde alt godt igjen.
En dag mens vi var i den lille salong, la hun broderiet bort, løftet mig op i sine armer og viste mig én av blomsterne paa tapetet:
– Jeg gir dig denne rose, sa hun.
Og forat vi kunde gjenkjende den, ridset hun et kors i den med sin brodernaal.
Aldrig har nogen gave gjort mig saa lykkelig.
– Han ser ut som en røver, min lille gut, med sit forpjuskede haar! Klip ham og kjæm han »som Kong Edvards barn«, hr. Valence.
Hr. Valence, til hvem min mor sa dette, var en gammel spinkel, halt barber. Bare synet av ham mindet mig om den væmmelige lugt av varme krøltænger, og jeg var ræd ham baade paa grund av
