fik se hende, kjendte jeg hende igjen. Det var ganske rigtig hende som jeg ventet, det var min fé. Jeg betragtet hende uten overraskelse, fortryllet. For denne gangs skyld stemte virkeligheten merkværdig nok med en liten guts drømme om skjønhet.
Min gudmor saa paa mig: hun hadde guldøine. Hun smilte til mig, og jeg saa at hun hadde tænder der var likesaa smaa som mine. Hun talte: hendes stemme var lys og sang som en kilde i skogen. Hun kysset mig, hendes læber var friske: jeg føler dem paa mit kind endnu.
Jeg fornemmet en uendelig sødme ved at se hende, og det synes som om dette møte i ett og alt maa ha været smukt; ti mindet som jeg har tilbake er frit for enhver ting som kunde forstyrre det. Det har antat en lysende enkelhet. Min gudmor viser sig altid for mig staaende, med utbredte arme og med munden halvaapen til et smil og et kys.
Hun løftet mig op fra gulvet og sa:
– Lille skat, la mig se farven i dine øine.
Saa sa hun idet hun rystet lokkerne i mit haar:
– Han er lys, men han blir mørk.
Min fé kjendte fremtiden. Hendes blide spaadomme slog dog ikke helt til. Mit haar er nu ikke længere hverken lyst eller mørkt.
Dagen efter sendte hun mig leketøi som ikke syntes lavd for mig. Jeg levet sammen med mine bøker, mine billeder, min klisterpotte, mine farveskrin og hele det utstyr som passer for en klok og svakelig liten gut, som likte at sitte stille og som allerede ved sine barnslige leker indviedes i den følelse for former og farver der er kilde til saamange sorger og glæder.
