– Du kan ikke tænke dig hvordan Marcelle's mand var: en kineserfigur, en apekat, en gorilla, klædt i gult fra isse til fotsaale. Han talte ikke noget sprog. Han kunde bare litt av alle, og uttrykte sig med utrop, gestus og rullen med øinene. Men man maa indrømme at han hadde nydelige øine. Og tro ikke, mit barn, at han var fra Antillerne, tilføiet min mor; han var franskmand, født i Brest, og het Dupont.
Jeg maa i forbigaaende fortælle Eder at min mor brukte benævnelsen Antillerne om alt det som ikke var Europa; det gjorde min far fortvilet, især da han var forfatter til flere arbeider i sammenlignende etnografi.
– Marcelle, fortsatte min mor, Marcelle var vanvittig forelsket i sin mand. I den første tid saa det altid ut som man uleiliget dem naar man gik paa besøk til dem. Hun var lykkelig i tre eller fire aar; jeg sir lykkelig, for man maa ta hensyn til smag og behag. Men under en reise som hun foretok til Frankrige... du kan ikke huske det, du var altfor liten.
– Jo, mor, jeg husker det meget godt.
– Naa ja, under denne reise la hendes morian sig til forfærdelige vaner dernede: han begyndte at drikke sigfuld i matroskneiperne sammen med fruentimmer. Han fik et knivstik. Saasnart hun fik høre det, indskibet Marcelle sig. Hun pleiet sin mand med den samme storslagne lidenskabelighet som hun la i alt hvad hun gjorde. Men han fik blodstyrtning og døde.
– Kom ikke Marcelle tilbake til Frankrige? Mor, hvorfor har jeg ikke gjenset min gudmor?
Paa dette spørsmaal svarte min mor litt forlegen:
