Jeg kunde ikke læse, jeg gik med klafbukser, jeg graat naar min barnepike snøt mig, og jeg fortæredes av berømmelsens tørst. Det er den rene sandhet: fra den spædeste barndom næret jeg trang til ufortøvet at udmerke mig for at leve i menneskenes minde. Jeg funderte paa hvorledes jeg skulde opnaa det, alt mens jeg opstillet mine tinsoldater paa spisestubordet. Hvis jeg hadde kunnet, vilde jeg ha draget ut for at tilkjæmpe mig udødeligheten paa slagmarkerne, og jeg vilde blit like stor som nogen av de generaler jeg rystet i mine smaa hænder og hvem jeg skjænket vaabenlykken paa et stykke voksduk.
Men det stod ikke i min magt at skaffe mig hest, uniform, soldater og fiender, der alle er like uundværlige for krigerberømmelsen. Derfor begyndte jeg at tænke paa at bli helgen. Det kræver mindre utstyr og indbringer megen ros. Min mor var gudfrygtig. Hendes gudsfrygt – der var venlig og alvorlig som hun selv – rørte mig meget. Min mor læste ofte i Helgenernes Liv som jeg lyttet til i henrykkelse og som fyldte min sjæl med forundring og kjærlighet. Jeg visste
