Da den tid kom at jeg skulde ut og spasere, satte man hatten paa mig; jeg rev fjæren av den, til efterligning av den hellige Labre som, da man gav ham en gammel, skidden lue, ikke forsømte at slæpe den i dyndet før han satte den paa hodet. Da min mor fik høre hændelserne med rigdommerne og med hatten, trak hun paa skuldrene og utstøtte et dypt suk. Jeg bedrøvet hende virkelig.
Under spaserturen gik jeg med øinene sænket mot jorden for ikke at la mig vildlede av den ydre verdens ting, og holdt mig saaledes et bud efterrettelig som hyppig staar at læse i Helgenernes Liv.
Det var efter at jeg var kommet tilbake fra denne velgjørende tur at jeg, for at gjøre min hellighet fuldkommen, lavet mig en bodsskjorte ved at stoppe ryggen fuld av hestetagl fra en gammel stolpute. Der vederfores mig derfor nye gjenvordigheter, for Julie overrasket mig netop som jeg paa det vis var ifærd med at efterfølge den hellige Franciskus' sønner. Idet hun fæstet sig ved skinnet uten at trænge ind i aanden, saa hun at jeg hadde tat hul paa en lænestol og gav mig av enfoldighet ris.
Da jeg tænkte tilbake paa dagens tunge prøvelser, erkjendte jeg at det er meget vanskelig at øve helligheten i familiens skjød. Jeg forstod hvorfor helgenerne Antonius og Hieronymus var gaat ut i ødemarken blandt løver og ægipaner; og jeg besluttet mig til allerede næste dag at trække mig tilbake til en eremitbolig. Jeg valgte til mit skjulested Dyrehavens labyrint. Det var der jeg vilde leve i beskuelse, klædt som den hellige Paulus Eneboeren i en dragt av palmeblade. Jeg tænkte: »Der findes vel i den have røtter som jeg kan æte. Der ligger en
