hytte paa toppen av et berg. Der skal jeg leve midt iblandt alle skapningens dyr; løven som med sine klør grov den hellige Maria Ægypterindens grav, vil uten tvil komme og hente mig for at jeg skal stede én eller anden eneboer fra omegnen til hvile. Jeg vil, som den hellige Antonius, faa se manden med bukkeføtterne og hesten med mandskroppen. Og kanhænde vil englene løfte mig op fra jorden mens de synger lovsanger til Herren.«
Min beslutning vil synes mindre underlig naar man faar vite at Dyrehaven længe for mig hadde været et hellig sted, at ligne med Edens have som jeg saa avtegnet i min gamle billedbibel. Min barnepike førte mig ofte dit, og jeg fornemmet der en følelse av hellig jubel. Selv himmelen syntes mig der lysere og renere end noget andet sted, og i skyerne som drog forbi over papegøieburet, over bjørnegraven, over tigerrummet og over elefantens hus, skimtet jeg Gud Fader med sit hvite skjæg og sin blaa kjortel, med haanden utstrakt for at velsigne mig sammen med antilopen, gazellen, kaninen og duen; og naar jeg sat under cederen fra Libanon, saa jeg gjennem grenene lysstraalerne som strømmet ut fra den Almægtiges fingre, stige ned paa mit hode. Dyrene som spiste av min baand og saa paa mig med milde øine, mindet mig om hvad min mor hadde lært mig om Adam og den første uskylds dage. Al skapningen som var forsamlet der, som fordum i patriarkens flytende hus, avspeilet sig i mine øine prydet med barndommens ynde. Og intet fordærvet mit Eden. Jeg blev ikke støtt over at træffe barnepiker, soldater og bruskoner. Tvertimot, jeg følte mig lykkelig blandt disse ringe og disse smaa, jeg som var den mindste
