melse, og jeg har ikke den mindste trang til at ridse navnet Pierre Nozière ind i menneskenes hukommelse.
Og dog, naar jeg nu, helt vemodig og ensom, spaserer i Dyrehaven, ledsaget av mit følge av fjerne minder, gripes jeg av en uforstaaelig lyst til at fortælle til ukjendte venner den drøm som jeg fordum drømte om at leve der som eremit, som om denne et barns drøm, ved at blande sig med en fremmeds tanker, kunde skjænke disse et smils sødme.
Det staar ogsaa for mig som et spørsmaal om jeg gjorde vel i at opgi militærlivet allerede i en alder av seks aar; for senere har jeg aldrig tænkt paa at bli soldat. Jeg angrer litt paa det. Livet under fanerne eier en stor menneskeværdighet. Pligten er klar og desto bedre bestemt som det ikke er tænkningen som bestemmer den. Det menneske som kan tænke over sine handlinger, opdager snart at der gives faa uskyldige. Man maa være prest eller soldat for ikke at kjende tvilens angst.
Hvad drømmen om at bli eneboer angaar, saa har jeg drømt den op igjen hver gang jeg har trodd at føle at livet var ondt: det vil si at jeg har drømt den hver dag. Men hver dag tok naturen mig i ørene og førte mig tilbake til de sysler hvori de ringes liv rinder hen.
I Heinrich Heines Erindringer finder man portræter som har en slaaende virkelighet, men som allikevel hylles ind i enslags poesi. Et saadant er por-
