trætet av Simon von Geldern, digterens onkel. »Det var, sir Heinrich Heine, en original av det beskedneste, men ogsaa besynderligste ydre, en liten, rolig skikkelse med et blasst, strengt ansigt, hvori næsen var av en græsk retlinjethet, skjønt den visselig var en tredjedel længere end de næser som grækerne pleiet at gaa med... Han gik altid klædt efter en gammeldags mode, bar korte benklær, hvite silkestrømper, spændesko og ifølge fortids skik en temmelig lang haarpisk. Naar den lille mandsling trippet gjennem gaterne, hoppet pisken fra den ene skulder til den anden, gjorde alleslags kaprioler og syntes at gjøre nar av sin egen herre bak hans ryg«.
Den lille mand hadde den mest storsindede sjæl, og hans lille kjole, som endte i en linerlesvans, omsluttet den siste av riddere. Denne ridder var dog ikke omvankende. Han bodde tilhuse i Düsseldorff, i Noas ark. »Saaledes kaldtes det lille fædrene hus, efter arken som man saa over døren, smukt utskaaret og malet i livlige farver. Der kunde han hengi sig uten rast til alle sine interesser, til alle sine lærde liebhaberier og snurrepiperier, til sin bibliomani og sin lidenskap for at skrible, som han særlig gav i utløp i politiske blade og i smaa ukjendte tidsskrifter«.
Det var nidkjærhet for den almene velfærd som drev den stakkars Simon von Geldern til at skrive. Det voldte ham selv stor møie. Bare at tænke kostet ham fortvilede anstrengelser. Han betjente sig av en gammeldags stivbenet stil som han hadde lært i jesuiterskolene.
»Det var netop denne onkel, fortæller Heinrich Heine os, som utøvet en stor indflydelse paa min
