aands utvikling og hvem jeg i den henseende skylder overmaade meget. Saa forskjellige vore synsmaater end var, bidrog hans, forøvrig bedrøvelige, litterære ambitioner kanhænde til at vække i mig lysten til at skrive«.
Den gamle Geldern minder mig om en anden skikkelse som, fordi den kun lever gjennem mine egne erindringer, vil synes farveløs og uten tiltrækning. Jeg vil desværre aldrig kunne tegne ett av disse paa en gang eventyrlige og sande portrætter hvis hemmelighet Rembrandt og Heine eiet. Det er synd! Originalen fortjente en kyndig maler.
Ja, jeg hadde ogsaa min Simon von Geldern til allerede i barndommen at indgi mig kjærligheten til aandens sysler og lidenskapen for at skrive. Han het Le Beau; det er kanske ham jeg skylder at jeg i de siste femten aar har sværtet det hvite papir med mine drømmer. Jeg vet ikke om jeg kan takke ham for det. Ihvertfald smittet han kun sin discipel med en mani der er like uskyldig som hans egen.
Hans mani var at lave kataloger. Han katalogiserte og katalogiserte. Jeg beundret ham, og dengang jeg var ti aar fandt jeg det skjønnere at lave kataloger end at vinde slag. Senere har jeg fordærvet mit omdømme en smule; men igrunden har jeg ikke ændret mening saa meget som man skulde tro. Gamle Le Beau, som han kaldtes, synes mig endnu at fortjene ros og misundelse, og om det stundom hænder at jeg smiler naar jeg tænker paa denne gamle ven, gjør jeg det med et hengivent og rørt hjerte.
Gamle Le Beau var meget gammel da jeg var meget ung; det gjorde at vi kom særdeles godt overens.
