hovnet og rødplettet i ansigtet, hans øine var fyldt av taarer, og han hadde trækninger om munden.
Han hørte ikke naar man talte til ham, og var snart nedtrykt, snart opfarende. Min mor sat like ved ham og skrev adresser paa breve med sort rand omkring. Der kom nogen slegtninger for at hjælpe hende. De viste mig hvorledes jeg skulde folde brevene sammen. Vi sat ti-tolv mennesker om et stort bord. Der var varmt. Jeg hadde faat et nyt arbeide at skjøtte; det gav mig en viss vigtighet og moret mig.
Efter sin død levet min bestemor for mig et nyt liv som var merkeligere end det første. Jeg forestillet mig med en utrolig livagtighet alt hvad jeg før hadde set hende gjøre eller hørt hende si, og min far hadde hver dag noget at fortælle om hende som gjorde hende levende for os, saaledes at det undertiden næsten forekom os, naar vi om aftenen sat ved bordet og hadde spist, som vi hadde set hende dele brødet med os. Hvorfor sa vi ikke til den kjære hvad pilegrimene i Emmaus sa til Mesteren:
– Bliv hos os, ti det stunder til aften og dagen helder.
Aa, for en søt gjenganger hun var, i sin hvite kniplingskappe med de grønne baand! Man kunde ikke faa ind i sit hode at hun fandt sig tilrette i den anden verden. Døden passet hende mindre end nogen. At dø, det kan anstaa sig en klosterbror, eller ogsaa en vakker heltinde. Men det anstaar sig slet ikke en liten smilende, letsindig og smaapyntet gammel dame som bestemor Nozière var.
Jeg skal fortælle Eder hvad jeg hadde opdaget av mig selv, mens hun endda levet.
Bestemor var litet alvorlig; bestemor hadde en let-
