Side:Anatole France Min vens bok.pdf/61

Denne siden er korrekturlest

Rousseau's verker, sank ned paa en stol og utbrøt:

– Er da det belønningen for femti aars dyd?

En ung og vidunderlig skjøn kvinde, som han fra først av ikke hadde set, kom bort til ham med et fat og en svamp og sa:

– Det er trolig at vi vil bli guillotinert, monsieur. Vil I allikevel tillate mig at vaske Eders ansigt og hænder? for I ser nu ut som en tater.

– Medfølende kvinde, utbrøt den gamle Dussuel, var det i denne forbrydelsens bolig at jeg skulde møte Eder! Eders alder, Eders ansigt, Eders venlighet, alt sir mig at I er uskyldig.

– Jeg har kun forbrutt mig ved at graate over den beste av kongers død, svarte den skjønne fange.

– Ludvig den 16. var dydig, fortsatte min oldefar; men hvor stor vilde han ikke ha været hvis han helt til slut hadde været tro mot den høie forfatning.

– Hvad! utbrøt den unge kvinde og svinget den dryppende svamp, I er jakobiner og tilhører banditernes parti!...

– Jasaa! madame, I er en av Frankriges fiender? sukket Dussuel, som bare var halvvasket. Er det mulig at man kan møte medfølelse hos en aristokrat? Hun het de Laville og hadde baaret sorg efter kongen. I de fire maaneder de var indespærret sammen, blev hun ikke træt av at kives med sin fælle eller av at være ham til tjeneste paa alle maater. Mot deres forventning fik de ikke hodet hugget av; de blev løslatt efter en indberetning fra den deputerte Battelier, og madame de Laville blev siden min bestemors beste veninde. Min bestemor var dengang 21 aar gammel og hadde i tre aar været gift med borger