hendes, litt kortsynte, sunde fornuft steilet overfor ethvert mysterium. Og dog fortalte denne ellers saa forstandige dame til alle som vilde høre paa hende, en mirakuløs hændelse som hun hadde været vidne til. Dengang hun besøkte sin far i rekollekt-klostret i Versailles var hun blit kjendt med fru de Laville som var fange samme sted. Da denne dame blev fri, bosatte hun sig i rue de Lancry, i samme hus hvor min bestemor bodde. De to bekvemmeligheter vendte ut mot samme trappeavsats.
Fru de Laville bodde sammen med sin yngre søster Amélie.
Amélie var høi og smuk. Der laa en uforlignelig skjønhet over uttrykket i det bleke ansigt der var omrammet av hendes sorte haar. Hendes øine, som var fyldt av længsel eller av lidenskap, speidet omkring efter det ukjendte.
Hun hadde været stiftsdame i Argenteuil i paavente av en verdslig anbringelse. Man sa at hun i den tidligste ungdom hadde graatt av sorg over en kjærlighet som ikke blev gjengjældt og som hun blev tvunget til at fortie.
Hun syntes knuget av kjedsomhet. Det hændte at hun brast ut i taarer uten nogen synlig grund. Snart blev hun sittende hele dagen i sløv urørlighet, snart gav hun sig til at sluke andagtsbøker. Pint av sine egne fantasifostre vred hun sig i uutsigelige kvaler.
Hendes søsters arrestation, flere av hendes venners henrettelse paa skafottet som sammensvorne, og den stadige angst hvori hun levet, undergrov helt hendes vaklende helbred. Hun magret av i en uhyggelig grad. Trommerne som hver dag kaldte distrik-