Min mor la sit hode paa min fars skulder, og han fortsatte:
– Denne mand kjendte kun frygt og sult. Han var lik et dyr. Hans pande var lav. Musklerne i hans øienbryn frembragte hæslige folder naar de trak sig sammen; kjævebenene dannet et voldsomt fremspring i ansigtet; tænderne stak frem utenfor læberne. Se bare hvor denne er lang og spiss.
»Det var den første menneskehet. Men i umerkelige trin, ved langsomme og storslagne anstrengelser, blev menneskene mindre elendige og derfor mindre grusomme; deres organer forvandledes ved bruken. Vanen til at tænke utviklet hjernen, og panden hvælvet sig. Tænderne som ikke længere øvedes i at rive det raa kjøtt isønder, vokste mindre lange i en mindre kraftig kjæve. Det menneskelige ansigt fik en ophøiet skjønhet, og smilet fødtes paa kvindens læber.
Her kysset min far min mor paa kindet, og hun smilte; derpaa løftet han langsomt huleboerens tand op over sit hode og utbrød:
– Menneske fra urold, hvis grove og grusomme relikvie jeg her holder, dit minde rører mig til dypet av min sjæl; jeg høiagter dig og elsker dig, o min stamfar! Motta, i den ufavnelige fortid hvori du hviler, min taknemmelighets hyldest, ti jeg vet hvor meget jeg skylder dig. Jeg vet hvor megen elendighet din møie har sparet mig. Du tænkte ei paa fremtiden, det er sandt; en svak fornuftens lysning blafret i din dystre sjæl; du kunde neppe tænke paa andet end at æte og at søke skjul. Men du var dog menneske. Et dunkelt ideal drev dig frem henimot det som er skjønt og godt for menneskene. Du levet i elendighet; men du levet ikke forgjæves, og det liv