Jeg fortsatte altsaa med at se paa min lærerinde, og da jeg bestyrkedes i min opfatning av at hun var sørgmodig, spurte jeg Fontanet hvad denne sørgmodighet kom av. Uten at kunne si noget bestemt tilskrev han den anger og trodde at huske at den blev pludselig indridset i frøken Lefort's ansigt paa hin længst forsvundne dag da denne dame uten nogensomhelst ret bemægtiget sig hans snurbas av buksbom, for like efter at begaa et nyt overgrep; ti for at undertrykke veklagerne fra den utplyndrede, trak hun æselsluen ned over ørerne paa ham.
Fontanet kunde forstaa at en sjæl som hadde besmittet sig selv ved disse gjerninger, for altid maatte miste glæden og hvilen; men Fontanet's begrundelser tilfredsstillet mig ikke og jeg søkte efter andre.
Det var sandt at si vanskelig at søke efter noget i frøken Lefort's klasse paa grund av det spetakkel som uavladelig hersket der. Eleverne hengav sig til rene bataljer ret foran frøken Lefort, som var synlig, men fraværende. Vi kastet saa mange katekismer og brødskorper efter hverandre at luften formørkedes og en stadig knitren gjenlød i rummet. Bare de mindste barn sat med hænderne foldet om knærne og tungen ut av munden og saa op i taket med et fredelig smil.
Pludselig blandet frøken Lefort sig med søvngjængermine ind i haandgemænget og straffet en eller anden uskyldig; saa vendte hun igjen tilbake til sin sørgmodighet som til en borg. Tænk Eder i hvilken sindstilstand en liten gut paa otte aar maatte være som midt i dette ubegripelige røre hadde sittet seks uker og skrevet paa en stentavle:
Malfilatrus blev forglemt og gik av sult i graven.
