Side:Anatole France Min vens bok.pdf/80

Denne siden er korrekturlest

Det var min opgave. Stundom maatte jeg presse hænderne mot hodet for at holde mine tanker samlet; men en alene var tydelig: tanken paa frøken Lefort's sørgmodighet. Jeg sysselsatte mig uavladelig med min trøstesløse lærerinde. Fontanet øket min nysgjerrighet ved underlige beretninger. Han fortalte at man om morgenen ikke kunde gaa forbi frøken Lefort's rum uten at høre hjerteskjærende skrik blandet med raslen av jernlænker.

– Jeg husker, tilføiet han, at for længe siden, kanske for en maaned siden, læste hun hulkende op for hele klassen en historie som vi tror var paa vers.

Fontanet's fortælling var præget av en skrækkens stemning som gik mig gjennem marv og ben. Allerede dagen efter fik jeg grund til at tro at denne fortælling ikke var opfundet, i det mindste hvad høitlæsningen angaar; for med hensyn til de jernlænker som bragte Fontanet til at blegne har jeg aldrig faat rede paa hvorledes det forholdt sig, og jeg antar idag at larmen av disse jernlænker i virkeligheten var larmen fra skuffe og ildtang.

Dagen efter hændte følgende:

Frøken Lefort slog i bordet med en lineal for at paabyde taushet, hostet og uttalte med dyp stemme:

Den stakkars Johanna!

Efter en pause tilføiet hun:

Av landsbyens møer var Johanna den skjønneste.

Fontanet gav mig et dunk i brystet og brast ut i en hvinende latter. Frøken Lefort tilkastet ham et forarget blik; derpaa fortsatte hun fortællingen om den stakkars Johanna, med en stemme som var tristere end bodssalmerne. Det er sandsynlig, ja sikkert