først da han blev understatssekretær at jeg begyndte at tvile paa den.
Mine taarer var frøken Lefort behagelige; hun kaldte mig til sig og sa:
– Pierre Nozière, du har graatt; her er hæderskorset. Vit at det er mig som har skrevet dette digt. Jeg har et stort hefte fuldt av vers som er likesaa vakre som disse; men jeg har endnu ikke fundet nogen utgiver til at trykke dem. Er ikke det forfærdelig, ja ufattelig?
– Aa, frøken, sa jeg til hende, jeg er saa glad. Nu vet jeg hvorfor De er sørgmodig. De holder av den stakkars Johanna som døde i landsbyen, og det er fordi De tænker paa hende, ikke sandt, at De er bedrøvet og at De aldrig lægger merke til hvad vi gjør i klassen?
Ulykkeligvis mishaget disse ord hende; for hun saa paa mig med vrede og sa:
– Johanna er en opdigtet person. Du er et fæ. Giv mig korset tilbake og gaa paa plass.
Jeg gik paa plass og graat. Denne gang var det over mig selv jeg graat, og jeg indrømmer at disse nye taarer ikke hadde den sødme jeg fandt i dem som den arme Johanna hadde fralokket mig. En ting gjorde min forvirring endnu større: jeg visste slet ikke hvad en opdigtet ting var for noget; Fontanet visste det heller ikke.
Jeg spurte min mor om det, da jeg var kommet hjem.
– En opdigtet ting, svarte min mor, er en løgn.
– Aa, mor, sa jeg, det er synd at Johanna er en løgn.
– Hvilken Johanna? spurte min mor.
