– Av landsbyens møer var Johanna den skjønneste.
Og jeg fortalte Johannas historie saaledes som jeg endda husket den.
Min mor svarte ingenting; men jeg hørte at hun hvisket i min fars øre:
– Hvad er det for meningsløse ting man lærer barnet?
– Ja, det er rigtig nogen meningsløse ting, sa min far. Men hvordan skal en gammel jomfru kunne forstaa sig paa pædagogik? Jeg har en opdragelsesmetode som jeg en dag skal forklare dig. Efter denne metode bør man lære et barn paa Pierre's alder hvordan de dyr lever som ligner ham i forstand og tilbøieligheter. Pierre er istand til at forstaa en hunds troskap, en elefants hengivenhet, en apes skøieragtighet: om disse ting er det man maa fortælle ham, og ikke om Johanna og landsbyen og kirkeklokkerne som der ikke er fornuft i.
– Du har ret, sa min mor; barn og dyr forstaar hverandre godt, de er begge naturen nær. Men tro mig, min ven, der er én ting som barn forstaar endda bedre end apens skøieragtighet; det er de store mænds tapre bedrifter. Heltemotet er klart som dagen, selv for en liten gut; og hvis man fortæller Pierre om hvorledes ridderen av Assas døde, vil han med Guds hjælp forstaa det som du og jeg.
– Ak! sukket min far, jeg tror tvertimot at heltemotet opfattes paa forskjellig vis, alt efter tider, steder og personer. Men det gjør ingenting; det som det kommer an paa i opofrelsen er selve opofrelsen. Om gjenstanden som man gir sig hen for, er en illusion, er hengivelsen ikke mindre virkelig for det; og denne virkelighet er det mest straalende smykke som mennesket kan pryde sin aandelige armod med. Kjære
