I min barndoms dage var dette kuriositetsmarked, i endnu høiere grad end nufortiden, rikelig utstyret med gamle møbler, gamle kobberstik, gamle malerier og gamle bøker, utskaarne kredensskaper, blomstrede porcelænsvaser, emaljer, maiede fajancer, guldvirkede tøier, billedtapeter, bøker med gravyrer og princepsutgaver indbundne i saffian. Disse elskelige ting frembødes til kræsne og kyndige amatører og efterstræbtes endnu ikke av børsmæglere og skuespillerinder. Fontanet og jeg var alt helt fortrolig med dem, da vi endnu gik med store broderte kraver, korte bukser og bare lægger.
Fontanet bodde paa hjørnet av rue Bonaparte, hvor hans far hadde sit advokatkontor. Mine forældres leilighet støtte op til en av fløierne av Chimaypalæet. Fontanet og jeg var naboer og venner. Naar vi paa fridagene gik sammen for at leke i Tuilerierne, passerte vi den lærde quai Voltaire, og mens vi drev omkring, med et tøndebaand i haanden og en gummibal i lommen, tittet vi i butikvinduerne ganske som gamle herrer, og vi opgjorde os vore egne tanker om alle disse underlige ting som stammet fra fortiden, fra den hemmelighetsfulde fortid.
Ja, vi drev omkring, vi bladet i de gamle bøker, vi saa paa billeder.
Det fængslet os. Men jeg maa tilstaa at Fontanet hadde ikke, som jeg, agtelse for alle de gamle snurrepiperier. Han lo over de gammeldagse barberfat og over de hellige biskoper med sønderknuste næser. Fontanet var allerede dengang den fremskridtets mand som I har hørt tale i kamret. Hans respektstridige ytringer forfærdet mig. Jeg likte ikke at han kaldte de rare aneansigter for gallionsfigurer. Jeg var kon-
