servativ. Jeg har noget igjen av det, og al min livsvisdom har latt mig forbli en ven av gamle trær og landsbyprester.
Jeg adskilte mig ogsaa fra Fontanet ved en hang til at beundre det jeg ikke begrep. Jeg sværmet for alt uforstaaelig, og alt, eller meget nær alt, var mig uforstaaelig. Fontanet derimot fandt kun da fornøielse i at iagtta en ting naar han skjønte hvad den tjente til. Han sa: »Ser du, det der har hængsler, det kan lukkes op. Der er en skrue, det kan skrues istykker«. Fontanet var en matematisk aand. Jeg maa lægge til at han var istand til at bli begeistret naar han betragtet slagbilleder. Overgangen over Berezina grep ham sterkt. Vaabensmedens bod interesserte os begge. Naar vi saa hr. Petit-Prêtre gaa omkring og halte som Vulkan, i et fangskind av grøn sirs, blandt lanser, spyd, kyrasser og skjold, og længst inde i verkstedet ta op et ældgammelt sverd som han derefter la paa smiebænken og satte fast i en skruestik for at pudse bladet og sætte heftet istand, da var vi overbeviste om at vi var vidne til noget stort; hr. Petit-Prêtre stod for os som en kjæmpe seksti alen høi. Vi blev staaende tause, med næsen klemt flat mot ruten. Fontanet's sorte øine straalte, og hele hans mørke, fine lille ansigt fik liv.
Om aftenen var vi meget opskakede av dette minde; og tusen begeistringens planer fødtes i vore hjerner.
Engang sa Fontanet til mig :
– End om vi lavet slike vaaben som dem Petit-Prêtre har, av pap og sølvpapir fra chokoladeplaterne!... Tanken var smuk. Men det lykkedes os ikke at
