en bløt stemme, milde øine og en velvillig sjæl; hans haar var kruset og hans hænder hvite. Han lignet en sau, kanske mere end det sømmer sig en lærer.
Da min mor én dag fik se ham i talestuen, hvisket hun: »Han er svært ung!« Og det blev sagt med en egen tone.
Just som jeg begyndte ikke at være ræd ham længere saa jeg mig tvunget til at beundre ham. Det hændte mens jeg var ifærd med at fremsi min lekse, som bestod i nogen vers av abbed Gauthier om de første franske konger.
Jeg fremsa hver verslinje i ett pust, som om den kun bestod av et eneste ord:
Faramonsirmanvardenførsteavdekonger
SomfrankerneiGallienløftedepaaskjoldet
KlodiotilhestCambraisindtagelsebivaanet.
Der kom jeg av og stotret: bivaanet, bivaanet, bivaanet. Dette rim mindet mig, idet det forenet det nyttige med det behagelige, om at mens Merovæus hersket, blev Lutetia forskaanet... Men for hvad? Det var mig ganske umulig at si, da jeg fuldstændig hadde glemt det. Jeg tilstaar at det ikke hadde gjort synderlig indtryk paa mig. Jeg hadde sat mig i hodet at Lutetia var en gammel dame. Jeg var glad over at hun var blit forskaanet, men jeg bekymret mig i virkeligheten yderst litet om hendes anliggender. Ulykkeligvis syntes abbed Jubal at lægge megen vegt paa at jeg skulde si for hvilken tort hun var blit forskaanet. Jeg forsøkte: »Øh ... bivaanet!... øh, øh, øh«. Jeg vet ikke hvad jeg vilde ha git for at kunne fortsætte. Min sidekamerat Fontanet lo av mig, og hr. Jubal pudset sine negler. Tilslut sa han:
– For Attilas vrede Lutetia blev forskaanet.
