Mørket var faldt paa. Med én gang saa jeg abbed Jubal komme gaaende helt frem til koret med en lygt. Han gjorde en dyp knæbøining, saa aapnet han gitteret og steg op altertrinene. Jeg iagttok ham: han løste op en pakke med girlander av kunstige blomster som lignet kirsebærkvasterne som gamle koner pleiet at sælge til os paa gaten i juli maaned. Og jeg hensattes i undren over at se min lærer nærme sig den Ubesmittede Undfangelse. De stak en klype stifter i munden, hr. abbed; jeg frygtet først at det var for at sluke dem, men det var for at ha dem inden rækkevidde. For De steg op paa en skammel og De begyndte at spikre fast girlanderne omkring den hellige jomfrus nisje. Men imellem steg De ned av skammelen for paa avstand at bedømme hvorledes Deres verk tok sig ut, og De var tilfreds med det; Deres kinder var røde, Deres blik lyste ; De vilde ha smilt, hvis det ikke hadde været for stifterne som De holdt mellem tænderne. Og jeg beundret Dem av ganske hjerte. Og skjønt lygten som stod paa gulvet kastet et latterlig lysstreif over Deres næsebor, syntes jeg at De var meget smuk. Jeg forstod at De var over ministrene, som De hadde lat os forstaa i en behændig tale. Jeg tænkte at det ikke var saa skjønt og attraaværdig at stige op med vaiende fjærbusker paa en hvit hest for at vinde et slag som at hænge op girlander paa et kapels vægger. Jeg følte at mit kald var at følge i Deres fotspor.
Jeg fulgte i Deres fotspor allerede samme aften, idet jeg med min mors saks klippet istykker alt det papir som jeg kunde komme over og gjorde girlander av det. Det gik ut over mine hjemmearbeider. Særlig led min franske stil betragtelig ved det.
