Det var en stil efter Coquempot's stiløvelser; den bok var en grusom bok. Jeg bærer intet nag til den, og hvis forfatteren hadde hat et mindre mindeværdig navn, vilde jeg ædelmodigen ha glemt ham. Men man glemmer ikke Coquempot. Jeg vil ikke gjøre mig tilbeste over ham for denne tilfældige omstændighets skyld. Det maa dog være mig tillatt at forbauses over at man maa gjennemgaa saa smertefulde øvelser for at lære et maal som man kalder morsmaalet, som min mor lærte mig saa bekvemt, bare ved at snakke med mig. For hun kunde tale saa det var en lyst at høre paa, min mor!
Men abbed Jubal var overtydet om Coquempot's nødvendighet, og da han ikke kunde sætte sig ind i mine grunder, gav han mig en slet karakter. Skoleaaret tok slut uten nogen bemerkelsesværdig hændelse. Fontanet gav sig til at opdrætte kaalormer i sin pult. Jeg begyndte ogsaa at opdrætte kaalormer for ikke at være daarligere, skjønt jeg syntes de var væmmelige. Fontanet hadet Coquempot; dette had forenet os. Bare vi hørte Coquempot nævne vekslet vi paa vore bænker forstaaende blikke og uttryksfulde grimaser. Det var vor hevn. Fontanet tilstod for mig at hvis man fortsatte med Coquempot i ottende klasse ogsaa, hyret han sig som dæksgut paa et stort skib. Denne beslutning tiltalte mig, og jeg lovet Fontanet at ta hyre med ham. Vi svor hverandre venskap.
Paa eksamensfestens dag var baade Fontanet og jeg uigjenkjendelige. Det kom utvilsomt av at vi var kjæmmet. Vore nye jakker, vore hvite bukser, dynetræksteltet, tilstrømningen av fædre og mødre, den flagsmykkede forhøining, alt bidrog til at gi mig den stemning som kun de store skuespil gir. Præmie-
