Hver lørdag blev vi ført til skrifte. Om nogen kan si mig hvorfor, vil han gjøre mig en glæde. Denne sædvane indgav mig megen ærefrygt og voldte mig stor plage. Jeg tror ikke at skriftefaderen fandt nogen virkelig interesse i at høre mine synder; men for mig var det i alle fald ubehagelig at si ham dem. Vanskeligheten bestod for det første i at finde dem. I vil kanske tro mig naar jeg tilstaar at jeg i tiaarsalderen ikke eiet den evne til selvgranskning som vilde ha tillatt mig paa rationelt vis at utforske min indre samvittighet.
Og dog maatte jeg ha synder; ti uten synder intet skrifte. Jeg hadde vistnok faat en liten bok hvor de stod allesammen. Jeg behøvde bare at vælge. Men selv valget var vanskelig. Der var saa mange og saa dunkle, aager, embedsmisbruk, skjørlevned og kjødslyst! Jeg læste i den lille bok: »Jeg anklager mig for at ha fortvilet. – Jeg anklager mig for at ha lyttet til slet tale«. Det ogsaa bragte mig i stor forlegenhet.
Derfor holdt jeg mig som regel til kapitlet adspredtbet. Adspredthet ved gudstjenesten, adspredthet under maaltiderne, adspredthet »i forsamlingerne«, jeg tilstod alt, og jeg skammet mig dypt over min samvittighets jammerlige tomhet.
Jeg følte mig ydmyget over ingen synder at ha.
Tilslut kom jeg en dag til at tænke paa Fontanet's lue; jeg hadde min synd, jeg var frelst!
Fra den dag at regne avlæsset jeg hver lørdag for
