det, hvortil han var skabt, at nu var Miraklet sket, paa hvilket han havde ventet og — troet.
Overenskomsten mellem ham og Greven blev derfor hurtigt sluttet. Faderen var ikke bange forat sende sin Søn ud i Verden; »thi et Bønnernes Barn kunde ikke fortabes.« Han havde Øje for Lakunerne i Sønnens Natur, men han fyldte dem samtidigt med sin egen troende Tillid og med Guds frelsende og beskyttende Kærlighed.
Den paafølgende Aften kaldte Thorsen ham til sig.
»André,« sagde han, »Grev Wasili vil tage dig med til Genua, og jeg har sagt ja.«
Et Frydeskrig, vildt og skingrende, undslap André.
Thorsen saa sørgmodigt paa ham. Han mindedes Moderens Raab: »Jeg vil danse, jeg vil leve, jeg vil ud!« De vilde begge ud, bort fra ham, der elskede dem højere end sit eget Liv.
André saa Udtrykket af Smerte i sin Faders Ansigt, og Samvittigheden slog ham. Om han pludselig anede Offret, er uvist, men greben af en Kærlighedens Skamfølelse krøb han imidlertid sønderknust og ydmyg hen for Faderens Fødder, slyngede sine Arme om hans Knæ og sagde kun det ene Ord: »Fader.«
