Greven og hans Datter traadte i dette Øjeblik ind ad Døren.
»Olga,« sagde den første, »jeg har adopteret André, han følger med os til Italien.«
André sprang op i aandeløs Venten paa, hvad hun vilde svare. Hendes Øjne streifede hans.
»Très — bien!« sagde hun og gik ud.
André fulgte efter.
»Olga,« spurgte han med sammenbidte Tænder, »hvorfor har du ikke sagt din Fader, at jeg hin Formiddag kæntrede Baaden?«
»Jeg siger aldrig ondt om nogen,« svarede hun. »Jeg sladrer aldrig.«
Da det rygtedes i Kautokejno, at André skulde følge den fremmede til Udlandet, blev Huset stormet. Det var for enhver, som om det var deres eget Kød og Blod, der skulde ud. Var han ikke deres fælles Barn og Broder? Havde de ikke alle en Ret til ham?
»Hvilken Idyl! Hvilken rørende Simpelhed!« sagde Greven.
»Mon der er Sne i Genua?« sagde Lamik Nikkut bekymret.
»Lille Barn,« brummede Lensmanden, »Vorherre vil være med dig.«
»Og forlade dig!« svarede André.
